Faerch overtager MCP og rykker ind på det amerikanske marked

19.07.2021

Faerch Group har købt MCP Performance Plastic. Opkøbet udvider Faerchs geografiske tilstedeværelse udenfor Europa og markerer dermed virksomhedens indtræden på det vigtige amerikanske marked. Opkøbet er en del af Faerchs langsigtede strategi om at lede branchens indsats for at gøre fødevareemballage cirkulær på globalt plan. Overtagelsen er det første opkøb under det nye ejerskab af A.P. Møller Holding.

Faerch Group, der er den første Europæiske producent af bæredygtige plastemballageløsninger til fødevarer og verdens første virksomhed med integreret bakke-til-bakke genindvindingssystem, har i dag meddelt, at virksomheden har købt MCP Performance Plast (MCP). MCP er en højkvalitetsproducent af nøglefærdige emballageløsninger til fødevareproducenter og detailhandlen i USA, Mellemøsten og Europa. MCP har 200 ansatte, to fabrikker i USA og Israel og tilbyder et bredt udvalg af fødevarebakker, fremstillet af CPET, APET og PP.

”Vi byder MCP og vores nye kolleger hjertelig velkommen i Faerch-koncernen”, siger Lars Gade Hansen, CEO i Faerch Group. ”Vores cirkulære emballageløsninger komplementerer MCPs produktportefølje, hvilket bringer os i front, når det kommer til at gøre produktionen af fødevareemballage cirkulær, også udenfor Europas grænser”, fortsætter han. I en cirkulær økonomi er fødevareemballage lavet af genanvendt materiale, som efter brug kan genanvendes cirkulært til ny fødevareemballage et uendeligt antal gange. ”MCP er en vigtig trædesten på vejen ind på det amerikanske marked, der er vurderet til at have en værdi af 55 milliarder dollars. Med en lokal tilstedeværelse vil vi kunne hjælpe fødevareproducenter og detailhandlen med at træffe de rigtige beslutninger, når det kommer til at vælge materialer, der muliggør fuld cirkularitet på det amerikanske marked for fødevareemballage”, tilføjer Lars Gade Hansen.

”Vi ser frem til at arbejde sammen med Faerch. Det giver os mulighed for at forbedre vores produktsortiment og hjælpe vores kunder på deres rejse mod bæredygtig fødevareemballage”, udtaler Nathan Vilner, CEO hos MCP. ”Med Faerchs nye ejerskab får vi adgang til nye kompetencer, som kan hjælpe os med at imødekomme den stigende efterspørgsel efter cirkulære emballageløsninger til fødevarer”, fortsætter han.

Opkøbet og indtoget på det amerikanske marked er en del af Faerchs langsigtede vækststrategi om at gøre fødevareemballage cirkulær og bringe Faerchs unikke produkter ud til yderligere markeder. ”Vores ejer A.P. Møller Holding og koncernens globale datterselskaber har i mere end 100 år drevet forretning på det amerikanske marked. Vi er begejstrede for, at vi kan trække på denne enestående erfaring, når vi tager det næste skridt i Faerchs udvikling og udvider vores forretning til USA”, slutter Lars Gade Hansen.

Købet afventer de sædvanlige godkendelser fra myndigheder og forventes gennemført indenfor de næste tre måneder.

For yderligere information, kontakt venligst;
Faerch Group
Flemming Viberg
Senior Director, Group M&A
+45 99 10 10 10